Om mig

Min historie og uddannelse

Jeg er født i 1963, er gift og bor på Islands Brygge. Jeg har arbejdet med personlig udvikling siden 1989. Oprindeligt er jeg uddannet akademiøkonom og har arbejdet i reklamebranchen som projektleder og direktionssekretær/PA siden 1986. Derudover har jeg arbejdet som frivillig rådgiver på AlbaHus (center for mennesker, berørt af den seksuelle overgrebsproblematik).

I maj 2007 afsluttede jeg den 4-årige diplomerede psykoterapeutuddannelse fra Psykoterapeutisk Institut. Siden da har jeg videreuddannet mig via adskillige intensive kurser – primært med fokus på stress, sorg, selvværd, skamfølelse, følelsesmæssig forladthed, perfektionisme samt det at kunne mærke sin krops signaler; sine behov og sine grænser.

I 2014 blev jeg ligeledes uddannet som stresscoach af Bjarne Toftegaard fra Forebyg Stress, en af de absolutte pionerer indenfor stress i Danmark.

Jeg interesserer mig meget for, hvorledes livsstil influerer på både fysisk og psykisk velbefindende og har i den forbindelse taget en del kurser indenfor kost, meditation, mindfulness, vejrtrækning med mere.

Min lange erfaring fra erhvervslivet i en branche, hvor bl.a. stress er et meget velkendt fænomen, kombineret med både en psykoterapeutisk uddannelse og en stresscoachuddannelse samt en god portion livserfaring, betyder, at jeg har en bred indsigt i – og en dyb forståelse og respekt for – de fleste menneskelige problematikker.

Jeg er kendt for at være meget empatisk, omsorgsfuld og nærværende, og jeg brænder virkelig for at være med til at hjælpe mennesker, der har det svært…


Lidt mere om min psykoterapeutiske uddannelse

Jeg er uddannet  psykoterapeut fra Psykoterapeutisk Institut i København. Instituttet har fokus på gestaltterapi, familieterapi og eksistentiel terapi og arbejder ud fra det humanistiske, eksistentielle livssyn, som bl.a. tager udgangspunkt i, at ethvert menneske har frihed til at vælge sit eget liv og sit livsindhold.

Læs mere www.psykoterapeutiskinstitut.dk


Lidt mere om min stresscoachuddannelse

Jeg er uddannet stresscoach hos Forebyg Stress. Uddannelsen er koncentreret om, hvorledes man via simple, konkrete værktøjer hjælper mennesker med at blive afstressede samt lærer dem at håndtere og forebygge fremtidig stress.

Læs mere www.forebygstress.dk